Hunde

Da jeg var 12 år fik jeg min første hund.

Vores naob havde en hundekennel, hvor de opdrættede Dobermann, og jeg gik tit og hjalp med at passe hundene, derfor ønskede jeg mig meget sådan en hund.

Mine forældre synes det var alt for stor en hund og dengang havde den race også ry for at være bidske, så det måtte jeg ikke få.

En dag fik kennelen en parringshvalp hjem, som de ikke kunne sælge, hun havde navlebrok og var for lys i farven til at kunne udstilles, derfor fik jeg tilbudt at jeg måtte få den.

Da jeg er enebarn og boede på landet, hvor der var langt til andre børn, har jeg nok fået lov til at få lidt flere dyr, end andre børn, så jeg fik lov til at få Rikke.

Det blev starten på mange års arbejde med hunde, jeg gik til brugshundetræning med hende og jeg hjalp kennel ejeren, når hun skulle udstille hendes andre hunde. Selv da jeg var flyttet hjemmefra, passede jeg nogle gange hunde for hende. 

Her er jeg ca. 14 år gammel, sammen med Rikke.

Hun blev 8 år inden hun blev aflivet, da var hun slidt op, hun havde gigt og dårligt hjerte.

De år jeg boede alene i lejlighed og var under uddannelse havde jeg ikke hund, men var der en i nærheden, jeg ikke synes blev luftet nok, lånte jeg den bare og gik ture med den, det er alt for kedeligt at gå selv, derfor kunne jeg tit finde en låne hund. 

Da vi købte hus, var det første vi skulle have selvfølgelig en hund.

Nu var jeg ikke alene om at bestemme, derfor var det John´s yndlingsrace vi fik. 

Her sidder Mischa på bådebroen i Byparken i Skanderborg. 

Jeg gik til lydighedstræning med Mischa for at ville bevise, at det var ligegyldig hvilken race man havde, derfor kunne man sagtens arbejde med dem, nu havde jeg jo erfaringen med Dobermann. 

Det synes Mischa bare ikke var sjovt, så det blev kun til et par sæsoner, i stedet blev jeg selv uddannet til hvalpetræner i DCH. 

Mischa blev også 8 år, så hende havde vi fra 1984 til 1992. 

De næste år blev hundefrie. Lene og Bettina var ikke så store og jeg magtede ikke at skulle opdrage hundehvalp, sammen med små børn. 

Den næste hund skulle være den hund jeg havde ønsket mig siden jeg mistede Rikke, nemlig en Dobermann, jeg vidste hvad jeg gik ind til med træning og motion, derfor skulle jeg vente til Lene og Bettina kunne være alene hjemme, at motionere og aktivere Dobermann tager et par timer dagligt.. 

25. februar 1995 hentede vi Drakens Gianni De Ylang hun var nøje udvalgt og vi havde fulgt hende siden hun blev født. 

Gianni har vi udstillet og har vundet flere 1. præmier som unghund og det bedste var i Ålborg hvor vi blev vinder af unghunde klassen..

Jeg har også trænet med hende i Dobermann klubben i Århus og hun har bestået færdselsprøven og udholdenhedsprøven.

Jeg har fået placeringer i lydighed og spor til jyske mesterskab.

Hun blev aldrig færdig som brugshund, da C arbejdet (bide i ærmet) ikke lige var hende.
Hun kunne godt tage ærmet, men det var alt for langsomt, hun var for usikker, derfor bestod vi aldrig. 
 

Gianni 10 år gammel ved Vesterhavet. 

Gianni blev aflivet d. 29. december 2007, på hendes 13 års fødselsdag, gammel og mæt af dage.

Den sidste lørdag i 2007 måtte jeg sige farvel til min elskede gamle hund, jeg havde set det komme de sidste måneder, men det er altid svært at sige stop, der er altid nogle lyspunkter man hager sig fast i. Hun havde meget svært ved at gå og havde ikke kunnet gå på trapper selv det sidste halve år, til sidst kunne hun heller ikke holde på afføringen også var det ikke værdigt for hende at leve mere.

Jørgen kunne heldigvis komme hjem til mig den dag jeg bestemte det skulle være slut, så aflivningen foregik herhjemme i stuen på en rolig og meget værdig måde, hun nåede ikke at blive stresset eller bange, men sov fredfyldt ind i mine arme.

Vi har en tradition når Jørgen afliver vore kaniner, så skal vi have en kop kaffe og en lille skarp, det skulle vi selvfølgelig også denne dag, så vi sad stille og rolig ved bordet og snakkede med den døde hund liggende på gulvet ved siden af, på den måde blev jeg forsikret om at hun var helt væk inden han tog hende med og det var ikke spor grimt eller uhyggeligt at se på.

At leve med en gammel og syg hund så længe, sætter større spor end jeg havde forestillet mig, jeg skulle ikke have hund foreløbig og nød den frihed det gav ikke at kulle kigge på klokken, for at skulle skynde sig hjem og lufte hund, jeg arbejder meget, og tog til samtlige kaninstævner - ingen ventede jo derhjemme.

Sådan gik der 10 måneder, jeg skulle nok have en hund igen, men hvilken hund - det skulle være en voksen, da jeg ikke orkede hvalpesjovet igen, der er ikke altid garanti for at man får hvalpen opdraget rigtigt, så hvorfor ikke tage en kaseret hund og give den et godt liv resten af dens dage.

Vi var i sommerhus i efteråret og det vi snakkede mest om var hvad Gianni ville have gjort - ved havet - i lyngen - foran brændeovnen, også gik det op for mig at tiden var inde til at få ny hund.

Jeg kontaktede nogle dobermann kenneler for at udbrede rygtet at jeg gerne ville have en voksen tæve, jeg regnede med det tog måneder før den rette kom, men der gik vist kun 3 uger fra min første opringning til vi havde hentet Daimi på Sydsjælland. Det gik lige hurtigt nok, men jeg turde ikke sige nej, da hun havde den alder jeg kunne tænke mig og var ørekuperet, hvilket jeg har ønsket mig de sidste 28 år, så hvis det skulle være, så var det nu.

16 november flyttede Desteny Van Hof Ter Helle ( Daimi ) ind hos os.